Kjøllergaards sydvendte lille lade er blevet indrettet til et lokalt
forsamlingshus og event-space kaldet Balladen.
Balladen dannede under festivalen ØSTPAA rammerne for en række talks som blandt andet "Kultur skal vi længere ud på landet med" med paneldeltagere som Kristian Riis fra Nephew, Maria Barslund m.fl.
Balladen kan rumme ca. 50 siddende gæster og 75 stående. I sin nuværende stand er Balladen forholdsvis nedslidt og kun funktionel i de varme måneder.
Balladen skal totalrenoveres og fungere som et helårs-venue for musik, kultur, talks og andre events. Men selv inden ombygningen er gået i gang, bliver der jævnligt afholdt musikarrangementer i den rustikke bygning. Balladen har huset DJ's som Bastian Bak og Hoffe, og under Bornholms Kulturuge fremførte duoen LYRA moderne fortolkninger af højskolesangbogen i en propfyldt lade.
Det er Kjøllergaards frivillige musikforening Østersø Sonics som lejer sig ind i Balladen og forestår arbejdet med at få bygningen moderniseret.
Balladen blev vist frem da 60 delegerede fra Estland var på kultur-ekskursion på Bornholm. Her skulle de blandt andet se, hvordan der kan skabes kulturelle fællesskaber langt ude på landet ved hjælp af lokal frivillig drivkraft.
Blandt de tilrejsende som gæstede Balladen var Estlands Kulturminister.
OMBYGNINGEN
Musikforeningen Østersø Sonics har planer om at renovere og modernisere Balladen, så den i nær fremtid kan fungere som musikalsk kraftcenter i form af et forsamlingshus, spillested, øvelokale og indspilningsstudie.
Østersø Sonics har allerede modtaget støtte og tilskud til ombygningen fra:
Realdania's Underværker (800.000 kr.)
LAG Bornholm (250.000 kr.)
Brødrene E., S. & A. Larsens Legat (50.000 kr.)
Kjøllergaard (25.000 kr.)
Visualisering af Rasmus Rafael der viser, hvordan den kommende plads foran Balladen skal danne rammen om nye kulturelle oplevelser og fællesskaber.
En gruppe af medlemmer af den frivillige forening Østersø Sonics der fejrer at have modtaget 800.000 kr. i støtte af Underværker.